Lørdag 16. august mødtes 36 ryttere ved Hjardemål Klit Camping for at fejre, at Rideruten Thy er endeligt etableret.
Den officielle indvielse af den i alt 100 kilometer lange riderute foregik på den tredjedel af strækningen, der er skiltet i år og bød på en guidet tur til enten Hanstholm eller Bulbjerg. Turistchef Ole Riis og Thisteds borgmester Lene Kjelgaard Jensen gav os et par højtidelige ord og lykønskninger med på vejen. Efter et glas Asti og et stykke kransekage til rytterne og æbler til hestene red vi af sted og nåede efter cirka 20 minutter ind på selve den markerede riderute. Borgmester Lene klippede den røde snor, hvorefter en gruppe red mod vest og en anden mod øst.
Marie Søgaard fra Frøstrup var guide på turen over Madsbøl Rende ud til havet og videre over Vigsø til Hanstholm, og hun skriver i sin personlige beretning blandt andet: "Ude af skoven bliver vi mødt af en frisk vestenvind og havet står med flotte, skummende bølger. (...) Vi rider fra stranden ad ruten. Her kommer vi i læ. Og langt om længe kan hestene få lov til at løbe. Nogle traver - andre tölter derud af. Vi rider ad snoede stier og ender efter 2,5 timers ridt ruten på toppen af Hanstholm ved Hanstholm Camping."
På Hanstholm Camping modtages rytterne med stor gæstfrihed, skriver Marie Søgaard: "Der er endog engageret hestepasser ved folden, mens vi ryttere slapper af i restauranten, inden turen går hjemad med bil og trailer. Humøret er højt og smilet stort."
Annette Skou, Tvillinggaard Thy, var med på turen gennem åbne lyngklædte klitlandskaber og via Lild Klitplantage til Bulbjerg: "Helt vildt flot og sej vandtur forbi klinten ved Bulbjerg. En oplevelse man sent vil glemme".
Turen til Bulbjerg fra Hjardemål Klit Camping gennemførtes på tre timer inklusive en pause med servering af sandwiches og sodavand hos Liselotte Mouritsen, Lild Strand Rideferie.